Tandlæge Betina Grønbæk

Huller i tænderne

Hvad er huller?

Huller i tænderne skyldes, at bakterier i kolonier (plak) på tanden udskiller syre helt lokalt, når der i munden er sukker/stivelsesholdig kost.

Syren fra bakterierne nedbryder emaljen på tanden helt lokalt og laver et hul. Da emaljen er meget hård, kan et hul være kort tid eller årtier om at blive sådan, at hullet skal fyldes.

 

Hvordan undgår jeg huller i tænderne?

5 gode råd

  1. Børst dine tænder før morgenmaden og om aftenen i mindst 2 minutter med en blød tandbørste. Brug små cirkulære bevægelser .
  2. Brug tandpasta med fluor. Spørg tandlægen om den rette tandpasta for dig og dine børn
  3. Brug tandtråd mindst 2-3 gange om ugen. Da tanden er rund, og tænderne sidder skulder ved skulder klarer tandbørsten kun det halve af tanden. Langt de fleste huller hos voksne kommer på steder, hvor kun tandtråden kan nå ind. Det er vigtigt at bruge tand tråden rigtigt. Spørg gerne tandlægen
  4. Undgå sukker og stivelse i mad og især drikkevarer. Jo flere gange om dagen du får sukker i munden jo større tendens til huller. Undgå sukker i te og kaffe. Undgå sodavand især med skruelåg – drik det hele på en gang.
  5. Spyt er det bedste forsvar mod huller så tyg sukkerfri tyggegummi ofte – mærke underordnet – og især efter maden eller hvis du har spist eller drukket noget sødt.

 

Hvordan finder tandlægen huller?

Tandlægen bruger først og fremmest sine øjne til at se efter forandringer på tænderne og føler med en “sonde”. En sonde er tynd og lavet af metal og hjælper tandlægen med at vurdere, om emajlen er hård eller blød.

Røntgenbilleder er meget vigtige, og derfor får tandlægen taget nogle billeder med et år eller mere imellem. For at billederne kan sammenlignes, bider du på en holder. Tandlægen kan så se på dybden af begyndende huller samt især, om huller står stille eller bliver større.

 

Skal tandlægen altid bore?

Nej – et hul er som regel en langsom proces og det er muligt at standse begyndende huller helt ved at:

– ændre på kost og drikke vaner
– bruge tandtråd
– få fluorbehandling hos tandlægen
– i svære tilfælde speciel receptpligtig tandpasta og mundskyl med klorhexidin

Add Comment